Peter

Jeg hedder Tina og er 33 år gammel. Dette er min historie om vores 5. barn Peter. Den 28. august 2008 tog min mand og jeg til den første ultralydsundersøgelse. Jeg var 12 uger henne i graviditeten og havde det godt. I min første graviditet med vores eneste pige havde jeg ikke kvalme, men det havde jeg med mine 3 drenge, så jeg troede, at dette ville blive en graviditet, der lignede min første graviditet. Men det gjorde mig også usikker, "hvad nu hvis der var noget galt med vores baby?". Men hvorfor skulle der være noget galt? Jeg ville bare se, at alt var i orden med babyen...

Inden jeg blev gravid, havde vi mange tanker om at få et 5. barn. Jeg bad til Gud: "Skulle vi have et barn mere?" Jeg åbnede bibelen og lagde min finger et tilfældigt sted: "og hun fødte en søn". Okay, kunne det være et svar? Jeg lagde fingeren på et tilfældigt sted igen, og fornavnet var Peter... Jeg blev gravid i løbet af en måned, og nu skulle vi til den første ultralydsundersøgelse.

Jeg havde sommerfugle i maven, det er altid fantastisk at se sit barn første gang. Der kom en sygeplejerske for at lave ultralydsundersøgelsen. Vi kiggede på babyen på skærmen, babyen bevægede sig ikke meget. Jeg spurgte, om han sov, bare for at tale om ham. "Måske", sagde sygeplejersken, "du kan se, at hjertet slår". Hun målte ikke arme, ben, mave og hoved. Det plejer de at gøre, men det gjorde hun ikke, og hun sagde ikke meget om noget. Så pegede hun på en sort plet på hans hoved, hvor hjernen er, og hun fortalte os, at en læge ville tage endnu en ultralydsscanning. Vi skulle vente i 30-45 min. Vi gik udenfor for at få lidt frisk luft.

"Det her er ikke godt, det her er skidt", sagde jeg til min mand. "Der er et sort hul i hovedet, der hvor hjernen er, det er meget slemt. Hvis han siger noget om abort, bryder jeg sammen, det her er ikke godt!"
"Det behøver ikke at være så slemt, vent og se hvad lægen siger, alt skal nok blive godt", svarede min mand. "Hvis der er noget galt, skal vi nok tage os af barnet alligevel."

Vi mødte lægen, og mit hjerte bankede som 100 km i timen.
Vi sagde ikke noget, der var stille i rummet.
"Du er nødt til at sætte dig ned, før jeg siger noget", sagde lægen.
Det var som i en dårlig B-film. Når de siger, at man skal sætte sig på en stol, betyder det, at det er slut.

"Dette barn er uforeneligt med livet, det vil dø uden for livmoderen, og graviditeten kan være meget dårlig for dig. Det bedste for dig vil være en abort."

Han sagde det ord, som jeg ikke ønskede at høre. Vi talte om situationen, og jeg græd, jeg gik ud af rummet, og min mand blev for at få en ny aftale.

Da vi kom hjem, fortalte vi vores børn om situationen. At vores baby manglede noget af sit hoved og ville dø efter fødslen. Men vi sagde, at vi ville bede om, at Jesus ville helbrede vores baby.

Vi var alle meget kede af det. Men vi ønskede ikke at skjule situationen. De ville føle, at der var noget galt, og hvis vores baby ville dø, skulle de ikke vide det først til sidst.

Min egen læge ringede til mig og sagde, at jeg ikke skulle have dårlig samvittighed over at få en abort. Barnet havde ingen hjerne, og det var ikke rigtig et barn.

Jamen jeg ville ikke have en abort.

Men jeg vil være ærlig. I et øjeblik tænkte jeg, at hvis jeg fik en abort, kunne vi prøve igen. Jeg havde det dårligt med denne tanke, og jeg vidste i mit hjerte, at jeg ikke kunne få en abort. Dette barn ville leve i mig, så længe Gud gjorde det muligt...

Graviditeten forløb lige så normalt som de andre graviditeter. Barnet sparkede meget, og det føltes som om, at hans krop bevægede sig ved siden af min. Dette var anderledes end de andre børn.

Jeg fortalte ham, at jeg elskede ham, og bad meget om, at Jesus ville helbrede ham.

I 19. uge fortalte vores ultralydslæge os, at det var en dreng, jeg blev meget glad, på grund af ordet i Bibelen. Min 4. søn og hans navn var Peter.

Lægen fortalte os i starten, at han også havde spina bifida, en åbning i ryggen, men det havde han ikke.

Hver gang vi gik til ultralydsundersøgelse, håbede vi på et mirakel, men det skete ikke. Ikke desto mindre var vi glade for at se ham, måske ville det være vores eneste mulighed for at se ham i live. Han var sød, og mit hjerte elskede ham endnu mere, da jeg så ham på ultralydsskærmen. Vi fik endda en 4D-ultralydsundersøgelse, og det var en velsignelse at se hans ansigt og krop.

Vores kirke, venner og familie støttede os meget i den periode. Jeg talte meget om Peter og om at føde.

Da vi fik at vide, at vores baby ville dø den 28. august 2008, gav de os ikke navnet på lidelsen. Jeg læste en bog, som en veninde gav mig, The Shaming of the strong af Sarah C. Williams, forfatteren skrev om, hvordan hun havde talt med nogle mennesker, der havde mistet deres barn på grund af anencefali, manglende hjerne, og jeg tænkte, at denne tilstand er den samme som vores baby. Jeg satte mig ned og skrev ordet anencephali på computeren, og der kom et barn på skærmen, og jeg tænkte: "åh nej, det var et dårligt billede.

Jeg søgte meget mere og fandt denne hjemmeside. Da jeg læste historierne, blødte mit hjerte, det var historier om kærlighed og smerte, ikke om monstre. Det var børn, der blev hædret af deres forældre og familie. Jeg kiggede under børnenes hætter (privat side), og det føltes godt. De var børn. Det hjalp mig meget. At finde nogen i samme situation, som har været igennem det, og hvordan de kom igennem.

Tiden var ved at være inde til at føde, og nu ville jeg gerne se ham og holde ham.

Lægen fortalte mig, at han troede, at Peter ville leve uden for livmoderen (hvor længe kunne han ikke sige), hvis fødslen var god og ukompliceret.

Jeg skulle have været sat i gang den 16. februar 2009, men min krop var slet ikke klar til at føde. Lægen sagde, at det ville være bedre at vente en uge mere.

Vi tog tilbage til hospitalet den 23. februar. I to dage fik jeg piller til at sætte fødslen i gang og et ballonkateter, som faldt ud, selv om det skulle have været der i 12 timer.

Den 25. februar fik de vandet til at gå kl. 8.45 om morgenen.
Kl. 10.00 fik jeg et drop og veerne begyndte.
Kl. 16.15 fik jeg besked på at presse, jeg prøvede spontant og prøvede i ca. en time, men det var meget svært. Jeg gav alt hvad jeg kunne, men jeg gjorde ikke noget...

Jeg kunne kun tænke på at få et kejsersnit, og spurgte jordemoderen.
Jeg blev bange for, at min mave ville gå i stykker. Det skete ikke, men der skete noget psykisk inden i mig...

Jeg fik en rygmarvsbedøvelse, og jeg havde ro i 2 timer. Så tilkaldte jordemoderen en læge. Lægen forsøgte at få mig til at presse på en dårlig måde i flere timer, men det hjalp ikke noget. Peters hjerte slog stadig i løbet af natten. Men da Peter den 26. februar kl. 00.30 om morgenen blev født ved kejsersnit, spurgte jeg om han var i live, de sagde "nej han er død". Jeg havde spurgt, på grund af stilheden...

Han vejede 2950 g og var 46 cm lang.

Min mand var sammen med Peter, og han var meget træt. Jeg blev bedøvet og holdt Peter første gang 4 timer efter hans fødsel. Jeg græd, da jeg holdt ham, han var min søn. Han var død, men lige så blød som enhver anden baby. Hans hud var så mørk og andre steder så bleg, men det var ligegyldigt for mig, jeg elskede ham.

Senere kom vores familie og nogle venner for at se Peter, men det er lidt sløret for mig. Det gjorde ondt at se vores børn så kede af det, da de mødte Peter, men jeg er glad for, at de fik lov til at røre og se ham. Han var deres bror.

Vores yngste søn spurgte: "Hvornår vågner han?"

Peter blev velsignet og fik en salve af en præst fra vores kirke, dette kan jeg ikke huske... Men jeg sagde til dem, at jeg ønskede, at han skulle have en salve...

Han lå ved siden af mig i sin seng, og det hele var meget uvirkeligt. Jeg kiggede på ham og holdt om ham og kunne ikke tro, at vores søn var død.

Den 27. sagde min mand og jeg farvel til Peter. Jeg kyssede hans lille hånd, og mine læber var kolde i flere sekunder derefter. Det føltes godt, en følelse af at give noget tilbage.

Vi tog hjem, og jeg gik hjem for at være alene i 4 dage i min seng og græd. Jeg græd og følte så meget sorg og smerte. Jeg var også meget vred på Gud, hvorfor helbredte han ham ikke? Jeg kender ikke svaret... Men jeg ved, at Peters er hos Jesus nu, og at vi vil se ham igen.

Børnene taler meget om, at Peter er i himlen sammen med Jesus, og at vi skal møde ham igen en dag. Vi taler om, at Peters hoved og krop er perfekt nu, og at Jesus tager sig af ham og alle de andre børn i himlen.

Vi havde en begravelsesgudstjeneste for Peter den 4. marts. Det var en smuk begravelse.

Vi taler meget med børnene om Peter. Vi havde fortalt dem, at de ikke skulle holde spørgsmål inde i sig selv, og hvis de vil sige noget, så bare sig det.

"Peter er min ven, han er sød, han er min bror, og han er i himlen hos Jesus"... Det sagde min yngste søn en aften, og jeg omfavnede ham og sagde: "Ja, det er sandt, skat"... Mit hjerte følte kærlighed og smerte.

En terapeut fra kirken talte med mig under graviditeten og efter Peters død, og det har været en stor velsignelse.

Gud har været der hele vejen igennem. Han tillod mig at være vred og forvirret, men han giver stadig fred og kærlighed gennem mennesker, som var og stadig er der for mig og os som familie.

Peter vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Han er min særlige dreng, han er for hele vores familie.

Dette er en rejse med smerte og kærlighed.

Sorgen kommer i bølger, nogle gange i en dag, nogle gange bliver jeg ked af det på grund af en sætning, et billede, en film. Jeg er meget mere følsom...

Nu forstår jeg smerte, og jeg forstår andre mennesker i kriser, og jeg tror, det er godt for mig.

Hvis jeg havde fået en abort, ville jeg aldrig have mødt ham eller følt ham eller holdt ham i mine arme ... . Vores smukke dreng.

Jesus har mange børn i himlen. Peter sluttede sig til de børn, der startede livet på jorden ligesom ham. De velsignede os og efterlod deres kærlighed, og de vil møde os i himlen.

Jeg glæder mig til at mærke Peters bløde hud igen. Hans kind ved siden af min kind, altid så blød.

"Men har jeg ikke fortalt dig, at du vil se et vidunderligt mirakel fra Gud, hvis du tror?" John. 11.40

Nu er jeg mor til 5 børn, og hvert enkelt barn har en særlig plads i mit hjerte.

Sidst opdateret: 09.05.2022